Smartlog v3 » MissHotPants
Opret egen blog | Næste blog »

MissHotPants

Damen med det totalt løgnagtige navn

Nye Tider

4. Apr 2007 11:50, MissHotPants

På trods af mindre børnesygdomme, bliver i dag alligevel til dagen, hvor min url skærer smartlog fra. Jeg er flyttet hertil istedet. Siden skulle gerne skifte dertil helt automatisk, men ellers klikker du blot på linket.

Når drømme går i opfyldelse

4. Apr 2007 00:59, MissHotPants

Jeg har meget længe haft et ønske om at tage tilbage til syd Californien for at gense gamle steder, og mindes en tid som for mig står som den lykkeligste jeg nogensinde har oplevet. Men der har ikke rigtig været muligheder for det. Der var først uddannelse jeg skulle igennem, senere var der arbejde, og så var der jo også det der med økonomien.

For en tre uger siden, skulle jeg hjælpe en veninde med at finde den billigste billet til San Fransisco, da hendes mor skal over på ferie i april/maj. Her blev jeg meget overrasket over at se, hvad det koster nu om dage at tage til Californien. Vi snakker markant andre priser end dengang jeg fløj frem og tilbage et par gange. Da jeg fandt ud af det tog jeg beslutningen. Nu skal det være. Jeg brænder for at komme afsted. Billetten er billig, men der skal lommepenge til. Jeg har ydermere den holdning, at skal jeg derover på ferie, skal det være minimum tre uger; mindre er bare for lidt. Så der skal en god portion til, for jeg vil ikke bruge tiden på at tælle mine dollars når jeg endelig er der.

Derfor har jeg besluttet at jeg vil derover næste sommer, og har med den beslutning taget de første skridt mod målet. Jeg har sat skatteprocenten op for at have en slags skjult opsparing den vej. Ydermere er der oprettet en lukket konto, hvorpå der bliver ført overskydende penge ind når de er der, samt en fast overførsel for at spare sammen til at leve livet derover i de tre uger jeg agter at være der.

Jeg luftede min plan for kollegaen, som havde husly hos mig tilbage i januar/februar. Hun har aldrig været i USA, og vil rigtig gerne. Hun vil dog ikke derover alene (det vil jeg heller ikke), og hun vil gerne derover med en som kender lidt til de forskellige ting, for at få noget ud af det. En idé formede sig, og som landet står nu agter hun faktisk at drage med mig på turen. Det ville jeg bestemt ikke have noget imod. Hun har faktisk allerede selv lavet en opsparingskonto, hvor de første penge også er sat ind på. Så hun mener det vist seriøst.

Hvis alt går vel - og det gør det for jeg længes frygtelig, så vil vi næste sommer befinde os mellem palmerne, ved stillehavet og slendre op og ned ad gaderne i bl.a. Beverly Hills.

Her bliver der ligsom sidst nok ikke brugt mange penge!

Jeg kender mange steder jeg skal gense, og der er også nogle enkelte folk jeg atter skal have hilst på, og der vil ikke blive sparet på oplevelserne. Jeg kunne for som såden godt tage afsted i år, men jeg vil hellere vente et år og så få sparet godt sammen og planlagt grundigt. Men kors hvor jeg glæder mig. Efter 13 år får jeg endelig genset det sted som jeg har længes allermest efter at krydse spor med igen!

Pilleri

2. Apr 2007 22:21, MissHotPants

Jeg har de sidste par dage været i fuld sving med at tilrettelægge og gøre klar til flytning af blog. Designet er nu mere eller mindre på plads, og nu er jeg begyndt på processen med at overføre alle indlæg til den. Og er du færdig det er et arbejde som tager tid. Der er bittesmå koderetninger som skal ordnes, og jeg har på to timer fået rettet til og med februar 2006. Så er der altså lang vej til april 2007!

...og er der forresten nogle af Jer som ved, hvordan jeg får WordPress til at konventere alle de små firkanter som æ, ø og åer bliver til, så hører jeg gerne fra Jer. Der er en som i denne process har været forbandet uundværlig og frygtelig hjælpsom og usandsynlig dygtig til at guide. Hun har snøren ude efter hjælp til ovenstående problem, men derfor kan man jo godt se om der er andre som har svaret lige på hånden.

-------------------------------------------

Update: Jeg har fundet en smart metode nu. Nu tager det mig kun 20 minutter i alt at omkode, uploade og efterfølgende kategorisere en hel måned. Så nu går det lidt stærkere fremad... men stadig et pillearbejde!

Røde Næser

1. Apr 2007 21:40, MissHotPants

Man kan slet ikke lade væreJeg har faktisk på et tidspunkt været på nettet for at se, om jeg kunne købe en der. Det kunne man ikke dengang. Jeg ved faktisk ikke om man kan nu. Men det korte af det lange er, at jeg gerne ville have en næse. Jeg syntes det er en frygtelig morsom ting, og de gør lige akkurat det de skal gøre. De får folk til at grine.

Sidste år da der var store næse dag stødte jeg tilfældigt ind i en med næse på, og jeg kunne slet ikke lade være med at lyse op i et smil da jeg passerede ham, og beholdte det på et stykke tid efter vi var gået forbi hinanden. Men udover at det bringer et smil på ansigtet, så syntes jeg også det er en sag som er værd at støtte.

Så igår mens jeg sad og nød sen-frokost med kollegaveninde så jeg min mulighed. Han kom gående med masser af næser og en indsamlerbøtte. Jeg fik min næse, og sagen fik en 20er mere.

Mr. April; Resultatet

1. Apr 2007 11:22, MissHotPants

Afstemningen er vel overstået, og manden som afløser Hugh Jackman er fundet. Den som I har ønsket at se på hele april måned har fundet sin plads, og i de næste 30 dage er Jude Law til din disposition.

Jeg takker for Jeres deltagelse, er som altid glad for at I gider at være med. Traditionen tro, er det nu der er åbent for forslag til flere mænd som kan stille op til kampen om Mr. Maj.

...og så vær forresten forsigtig med, hvad du tror på i dag ;o)

Pigmenttab

31. Mar 2007 17:33, MissHotPants

Jeg har gjort det; det er alvor nu. Jeg aktiverer så snart jeg har fundet ud af, hvordan det gøres. Jeg har fulgt hendes anbefaling.... men jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg pakker ned og pakker ud! Min påskeferie skal nok komme til at give mig rigtig mange grå hår.

Præ-op

30. Mar 2007 20:04, MissHotPants

Operation Påskeglad gave

Den afslører intet, men en teaser er altid godt. Operationen færdiggøres for mit vedkommende i morgen. Den skal jo gerne ankomme til modtageren i selve påsken :-)

Og der annonceres....

30. Mar 2007 17:33, MissHotPants

God Påske

På godt gensyn

29. Mar 2007 23:33, MissHotPants

Jeg blev nødt til at smile. Jeg havde en ansat som i dag efter endt vagt, gik på længerevarende ferie. Han vender først tilbage til sensommeren igen. Da klokken slog 21 blev han omringet af fem af sine mandlige kollegaer, som alle fik og gav et ordentligt knus, og højlydt ytrede at de ville savne frygteligt. Det var rigtig rart at se, at disse sen-teenagere har evnen til offentligt at udvise en slags emotionelle følelser. Der er håb endnu!

Hjælp udbedes

28. Mar 2007 22:28, MissHotPants

Det kan godt hænde, at jeg er sortseer lige på det her punkt. Men jeg har testet det, og jeg syntes virkelig det er noget gunk! Der er alt for meget rod til at kunne overskue det hele enkelt og hurtigt. Jeg er glad for det set-up jeg har, og jeg er trist over at de nu vil ændre og flytte. Jeg ved godt, at jeg ikke burde klage, i det de rent faktisk tilbyder en gratis service. Det sætter jeg også stor pris på.

Men men men... jeg vil faktisk hellere betale mig fra eget domæne andet steds for at slippe for flyttet. Jeg har hørt en frygtelig masse (godt) om brugen af wordpress, men har endnu ikke sat mig ind i det. Jeg ved godt, hvor jeg kan hente hjælp når det kommer til at overføre det jeg har til et nyt sted. I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre fra Jer som allerede benytter wordpress i maskinhuset. Hvilken domæneudbyder har I købt Jeres site på, og understøtter det en enkel overførsel af det som allerede er?

Jeg har taget beslutningen. Skiftet på smartlog er nu uundgåeligt. Det bliver gennemført. Men jeg flytter altså ikke med.

Skal man mangle dem?

25. Mar 2007 18:52, MissHotPants

Denne søndag har jeg bl.a. tilbragt med at se "The Holiday".... igen. Og pludselig slår det mig!

Filmen har Cameron Diaz på plakaten, og hun spiller en kvinde som siden hun var 15, været ude af stand til at græde. Jeg ved ikke om filosoffen i mig vågnede lidt. Men det går op for mig, at jeg heller ikke har grædt i årevis. Jeg mener virkelig årevis. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg har grædt sidst. Ikke engang da mit ægteskab røg sig en tur græd jeg. Skal det bekymre mig, at jeg tror vi skal helt tilbage til 1997 for at finde en dag, hvor jeg græd?

Mr. April; Afstemning

24. Mar 2007 23:15, MissHotPants

Der er ikke så længe til, før vi runder den dag hvor mange forsøger at tage næsen på folk. Samme dag siger vi farvel til Hugh Jackman som gennem hele marts måned har haft titlen som Man of the Month. Pladsen skal dog ikke være tom, så derfor er det nu tid til at vælge ham som skal bære faklen videre gennem april. De nominerede er som følger

Mr. April?

Fire skønne mænd at vælge imellem Joaquin Phoenix; en mand som ganske sikkert og vist kan charmere et par kvinder. Charmerer han dig, så er valget jo ligefor. Zinedine Zidane som i sommervarmen mistede sit temperement fælt kan der også stemmes på. Er du til den kontante stærke type, så er det ham du prikker. Jude Law har en stemme jeg ikke kan stå for, og de øjne er slet heller ikke så slemme endda. Borer de sig ind i dig, så vælger du ham. Slutteligt har vi David Beckham som får mange til at sukke dybt. Sukker du når du ser ham, ja så giver du ham din stemme.

Fire mænd - det er hvad der er at stemme om. Syv dage - det er hvad du har til at træffe dit valg. Afstemningen slutter den 31. marts til midnat. Du finder stedet, hvor du kan træffe dit valg ude i menusiden til højre, lige under Hugh som tilsvarende har syv dage tilbage på denne side.

Rigtig god fornøjelse.

Når historien bliver levende igen

24. Mar 2007 10:09, MissHotPants

Gensynsglæde

For ca. tyve år siden så jeg dem i biografen. I dag skal jeg i biografen og se dem alle atter engang. De ikke digitaliserede ruller er blevt støvet af, og bliver vist i et marathon arrangement denne lørdag. Kl. halv tolv starter vi fra begyndelsen, og ca. kl. syv i aften har vi været hele vejen igennem fra 1955, over 1985 og frem til 2015. Det bliver godt! Naturligvis har jeg set dem et utal af gange siden dengang for tyve år siden. Men at se dem i biografen er altså magisk. Tasken er pakket, billetterne er klar til at blive indløst. Alt jeg mangler er veninden som skal tilbringe hele dagen sammen med mig, Marty og Doc Brown m.fl.

Nøddeknækkeren XIV

23. Mar 2007 17:33, MissHotPants

Jeg syntes det er lang tid siden. Så her kommer der en tilbagevendende udfordring. Jeg tror nok, at den er rimelig simpel at gætte. Men hvad ser du på billedet?

Det var DET det var!

Hint: "De fleste vil gerne have, at jeg var lidt større"

Sorthøj

23. Mar 2007 14:21, MissHotPants

Veninden fra Frederikshavn havde lyst til at aflægge sporadisk besøg her til formiddag. Hun var naturligvis velkommen, så et par timer efter hun havde vækket mig dukkede hun op. Vi benyttede lejligheden til at drage mod City Syd for at få erhvervet lidt provianter til weekenden. På vejen hjem tog vi turen over Hasseris, og da tiden var på vores side guidede jeg hende op på Sorthøj. Her var der noget jeg gerne ville vise hende som hun endnu ikke havde set.

Når man kommer derop, bliver man overrasket over synet. Man kan ikke blive andet end betaget af den udsigt man har over næsten hele fjorden deroppe fra. Jeg syntes det er et lille smørhul, som indbyder til at man til sommer trasker op med picknick kurv og tæppe. Måske vi gør det når varmen er over os. På dagen i dag var der ikke den bedste udsigt, men stadig nok til at man kunne blive betaget.

Sorthøjudsigt

Men faktisk er det ikke kun udsigten deroppe som er betagende. Sorthøj rummer også en ganske interessant historie. Da man i slutningen af 90erne besluttede sig for at udnytte denne bakketop til bebyggelse måtte man indstille det for en stund. Under bakken og jordoverfladen lå der nemlig stenalderhistorie gemt. Aalborg Historiske Museum blev tilkaldt, og de fandt rigeligt.

Sorthøj viste sig at være en fordumstid beboelsesplads som nød udsigten tilbage i 2350-2000 før Kristus. Faktisk rammer den en tid, som også kaldes "dolketiden". Den tidlige del af den endda. Man fandt ud over et væld af flintaffald, fladhuggede pilespidser, flinsegle og flindolke intet mindre en 23 langhuse, grubehuse, ildsteder og brønde. Aalborgområdet er en flintestens produktions drømmested, idet der især omkring kridtgruben er store mængder af netop flint. På Sorthøj var det uden tvivl flinten som var den store beskæftigelse for mange tusinde år siden.

I dag er udgravningerne færdige, og der er opført beboelse. Der er igen folk som nyder godt af den storslåede udsigt og de grønne områder omkring den. Man kan med det blotte øje ikke se, at her har der været en hel lille by førhen... og dog. For kigger man rundt, ligger der stadig nogle store gamle sten, og på en af plænerne kan man stadig se en af de gravhøje som de hårdtarbejdende forfædre har opført. Tænk sig at få både udsigt og historie med ved et huskøb.

Tags

Arkiv